Det første møde

[Bella]

Det gav et sæt i hende da han smækkede bogen i på den måde. Bordet dirrede og hun bed sig i læben. han hadede hende, hvad fik ham til at hade hende så meget? Hun skærmede for sit ansigt med sit hår, ved at læne sig en anelse forover, men kiggede på ham, i alt hemmelighed, ud af sin øjenkrog. Hun fattede ikke hvordan han kunne side på den måde, så langt ude på sin stol og med hænder knyttet så hårdt. Det så ubehaligt ud men Edward så ikke ud til at give shit om det. Han så heller ikke ud til at trække vejret, hvilket bare fik Bella's tanker til a virke endnu mere på højtryk. Hun observered enhver lille ting han gjorde, hun kunne ikke lade være. Han bed et svar ud da læreren spurgte ham et spørgsmål men eller sagde eller gjorde han ikke meget andet.. Og Bella blev fortsat ved med at kigge på ham i skjul.

[/size]

[Edward]

Selvom hun havde skjult ansigtet med håret kunne han fornemme hendes blik på sig, han vendte blikket kort mod hende og fangede hende i at kigge på ham, blikket var lige så hårdt som tidligere og hadet lyste ud af dem så tydeligt. Næverne var knyttede og han måtte hele tiden være på vagt for ikke at gør noget dumt, dog begyndte han at ”trække vejret” igen, han gav slip på hendes blik og åbnede for bogen igen med stive kolde fingre og gjorde sit bedste for at beherske sig og for at lytte til læreren der ævlede løs. Uanset hvor meget han prøvede kunne han ikke falde til ro og han var bevist om hendes nærhed.

[Bella]

Hun kunne endnu engang føle sin hals snørre sig sammen, i det hendes blik mødte hans. De var så hårde, hand øjne, og så fulde af had, hun forstod ikke noget af det. Hun forstod ham ikke, ikke den mindste smule. Hvorfor ville han hade hende så meget som han nu gjorde, han kendte hende jo ikke. Det gav ingen mening. Hun kiggede hurtigt væk.. Han vidste hun havde siddet og gloet på ham de sidste få minutter.. Måske var det derfor han var sur, måske ville han bare ikke have hende til at glo. Hun overbeviste sig dog ikke. Der var en anden grund til hans had imod hende og hun vidste ikke hvad. Det var frustrerende.
Hun trak sin egen bog til sig og åbnede op på en fulstændig random side. Hun havde allerede lært det her, da hun var i et advanceret studieprogram tilbage i Phoenix, så der var ingen grund til at sidde og lytte.

[/size]

[Edward]

Hans blik blev igen vendt ud mod klassen, og opdagede at Mike Newton gloede på ham, han kiggede kort på ham med et mere neutralt blik, folk kunne fornemme at han ikke var sig selv men hvis han slappede af betød det at han måske ville miste besindelsen og gør noget dumt, noget han ikke ønskede at gør. Aldrig havde han følt sådan for et menneske og noget i ham fortalte at det ikke kun var trangen til blod der fik ham til at føle sådan. Hans blik gled flygtigt hen over uret og han så frem til timens slutning, han ville tage hen på kontoret for at få ændret sit skema, han ønskede ikke at gør hende noget så det var bedst hvis hans skema ikke var som hendes, desuden skulle han snarest muligt på jagt, han ville ikke kunne styre sig så længe han are var en smule sulten.

[Bella]

Hun havde lyst til at rejse sig op og spørge ham hvorfor han var så vred på hende. Spørge ham hvilken god grund han havde til at hade hende på den måde, så meget at han sendte hende dræbende blikke. Hun huskede på blikket han havde givet hende i cafeteriet og for blot et par minutter siden. En anden del af hende havde lyst til at vende sig om og præsentere sig selv, sige hej til ham, og lære ham at kende. Måske, hvis bare han kendte hende lidt bedre, kunne de være venner. Hun huskede på Jessica's ord og sukkede kort; Jessica havde ret, Bella spildte sin tid. Resten af timen foregik i komplet stilhid, ligesom før. Der var dog et par enkelte gange hvor Bella næsten havde drejet sig om og hilst på ham, hun havde dog fanget sig i det lige før og tvunget sig selv til at sidde på sin flade røv og forblive stille.

[/size]

[Edward]

Han havde siddet fuldkommen stille med blikket rettet mod uret, fuldstændig stille som var han en sten. Da læreren enlig erklærede timen færdig havde han rejst sig taget bogen i hånden og forladt lokalet inden alle andre, ej havde han så meget som vendte blikket mod hende en eneste gang men var bare glad for at komme ud far lokalet, han kunne ikke holde ud en time med hende og gik nu til kontoret for at få det ændret, han ventede foran sekretæren ind til hun havde lagt de papir hun havde haft mellem hænderne fra sig og vendt blikket mod ham, han smilede mildt til hende og forklarede hende hvad han ønskede.

[Bella]

Læreren erklærede timen færdig og Edward var ude af klasseværelset inden hun kunne lægge meget mærke til det. Hun forblev siddendne på sin plads, chokeret over hans opførelse. Hvorfor opførte han sig sådan? Det var så forvirrende og, ærlig talt, træls. Hun rejse sig til sidst op og gik ud af klassværelset, på vej hen imod kontoret. Hun skulle give nogle papir til sekretæren. Forsigtigt, lige så stille som en mus, åbnede hun døren og trådte ind på kontoret. Edward var der og hun nåede lige at fange noget af det han sagde til sekretæren. Ændre skemaet? hvad?! hadede han hende virkelig så meget? Hun forblev stille, stående tættest på væggen så muligt.

[Edward]

“det er meget vigtigt for mig” fortsatte han med den milde charmende stemme, han havde ikke opdaget at hun var kommet altså ikke før døren igen gik op og en vindpust førte duften af hende hen imod dem, det fik ham til at vende blikket mod hende som igen var blevet helt mørk af vrede og had, han bed tænderne hårdt sammen og vendte vredt blikket mod sekretæren igen “bare glem det” erklærede han og forsvandt ud af døren igen. Han måtte væk så langt væk som overhovedet muligt inden det gik galt, han besluttet sig derfor for ikke at dukke op dagen efter, han måtte på jagt ellers ville det helt sikkert gå galt.

[Bella]

Bella stirrede efter Edward, da han stormede forbi hende og ud af døren. Hvad var hans problem? Helt seriøst, hvad havde hun gjordt ham der havde fået ham til at hade hende så meget? Hun forstod det ikke, men måske var det ikke meningen at hun skulle. Han var den mystiske fyr, det var ikke meningen man skulle forstå mystiske fyre. Alligevel, hun var så pissed på ham at hun følte trangen til at vide hvorfor han var så sur på hende. Hun troede også hun havde en ret til at vide det, siden det var hende han var sur på. Så hun lagde papiren på disken, foran sekretæren og stormede ud efter Edward

((Sorry, kort T_T <3 ))

[/size]

[Edward]

Han stod foran sin bil bom stille uden at sige nogete lelr vende sig om, han ahvde lukket øjnene og prøvede at få styre på sin vrede inden han satte sig ind i bilen og sad stille der, han skulle vente på sine søskende ind til de kom, han vidste ikke hvor den vrede stammede far men ønskede at holde sig så langt væk fra hende som muligt, vreden og sulten der dukkede op i ham hver gang han så hende var uforstållig, men det betød bare at han skulle holde sig langt væk, i hvert fald i det næste stykke tid ind til han kunne styre sig.

[Bella]

Bella stormede ud af bygningens d're, og fortsatte hen imod parkeringpladserne. Hun stoppede dog op, halvejs henne, og kiggede sig omkring. Edward.. Var allerede borte? Hvordan havde han nået at komme so hurtigt hen til sin bil? Det var ikke mere end et par sekunder efter han havde stormet ud af kontoret at hun havde stormet efter. Og hun havde set ham gå ud af bygningen. Der var noget meget mystisk ved ham, og hun ville vide hvad. Hun ville finde ud af hvad det var der gjorde Edward so special, koste hvad det ville.
Hun vidste ikke hvor han var, sikkert i sin bil, og hun fortsatte så hen imod sin bil, ilde til mode. Hun var ked af det og sur. Hvorfor opførte Edward sig som han gjorde? Det var så unfair, det hele. Hun ønskede hun var tilbage i Phoenix.

[/size]

[Edward]

Han ventede og få sekunder efter dukkede hans søskende op, startede mortoren på sin sølvgrå volvo og kørte ud af parkeringspladsen, han løftede hovedet og kiggede i spejlet og så hende storme hen til sin egen bil, hårdt og voldsomt trykkede han på speaderen og kørte ud af parkeringspladsen i sådan en fart at det var som om han ville begå selvmord. Hele vejen hjem ahvde hun kun en ting i tankerne at komme så langt væk som muligt fra denne pige, og den eneste måde at gør dette på var ved at tage til Alaska, det sted han havde fundet sig bedst til rette.