himlen falder, helvede kalder.

[Bella]

Når man tænkte på det, så lød en tur Seattle nu ikke så værst. Det var måske ikke det bedste i verden, men i det mindste kom Bella lidt væk fra alt det grønne i Forks. Hvor hun dog hadede at vågne op til alt det grønne, hver dag. Hun savnede sådan Phoenix, og sin mor. Hun følte sig så dum, at hun havde troet at hun kunne klare at bo i Forks. Intet godt var kommet ud af flytte derhen.. Og hun var allered hadet af en person. Edward Cullen.
Hun var kommet her med Angela og Jessica, to af hendes bedste veninder. Hun havde lovet at hjælpe dem med at shoppe, der var bal på skolen. Hun blev snart træt af det og besluttede sig for at tage hen for at lede efter en bogforretning, hun havde brug for nogle nye bøger. Hun sagde farvel til pigerne, fortalte dem at hun nok skulle komme tilbage i tide til at spise, og forsvandt så, ud på sin jagt efter en bogforretning.
Der gik ikke lang tid før hun farede vild, og endte i den anden ende af Seattle. Det begyndet snart at blive mørkt, og Bella fandt sig selv faret vild i gyderne. Hvor der var mørkt.

[Hope]

Hope var netop drejet ned af en af de mørke gader da lugten først nåede hende. Det var en menneskelugt, helt tydeligt, men det var også en hun havde lugtet før. Det gik op for hende at det var på skolen lugten havde skilt sig ud, og regnede med at det var fordi en af hendes nye skolekammerater havde taget samme gyde lidt før hende.

Hun havde netop været inde i en forretning og købe noget nyt tøj, en helt sort kjole der ville stå godt til hendes røde hår. Der var snart bal på skolen, og Hope greb sig selv i at glæde sig til det, glæde sig til at hører musikken og glædede sig til at se folk more sig. Et øjeblik var hun ked af at hun ikke havde nogle at tage med, men skubbede så tanken fra sig.
Hun morede sig ved tanken om boghandleren der lå lidt længere inde i Seatle, og som reklamerede med hendes nye bog "Silver cross." Der var selvfølgelig ingen der vidste det var hende der havde skrevet den, og hun morede sig altid når hun stod med sit nye eksemplar i hånden og så på billedet bagpå der var en haltyk mand over de halvtreds. Hendes forlægger havde virkelig taget det seriøst da Hope havde sagt hun ville have et psydonym, og det var Hope glad for. Hun var ikke i tvivl om at vampyrerne i verden der læste hendes bøger, vidste den var skrevet af en af dem, men hun behøvede ikke at frygte noget fra Vultrierne, de havde haft hende ind til en lang samtale (noget hun ikke havde brudt sig om) hvor de havde moret sig over bøgerne der, i menneskenes øjne, bare var god underholdning.

Hun havde været glad da hun kunne rejse fra Italien, tilbage til sin familie, og det gik op for hende at hun var kommet til at holde rigtig meget af Forks. Det var en hyggelig lille by, klimaet var perfekt til hendes slags, og så var der så meget skov.

Lugten af mennesket, en pige så vidst hun kunne bedømme, blev stærkere da Hope drejede ned af endnu en gyde. Det var ikke en hun kendte, men det kunne det måske blive?