Jagten

[Hope]

Lyset der faldt gennem de tæte blade var diffus og ikke særlig stærk. For en gangs skyld regnede det ikke og derfor var skoven fuld af liv.
De små fugle sad i træerne og sang, deres hjerteslag var hurtige og deres blod lugtede ikke særlig kraftigt.
Hope var ligeglad, fulge var ikke hendes yndlings. Nej hun var efter noget helt andet. Noget der stod i lysningen lige fremme og græssede. En stor kronhjort med et gevir der ragede op i luften og var så stort at hjorten havde besvær med at holde det.
Det var ligegydligt, den ville ikke nå at stange hende inden den var død.
Hun bevægede sig lydløst og sikkert gennem skoven mens hendes øjne ikke slap byttet et sekund.
Hjorten græssede intet andede. Med ét sprang hun ud i lysningen og inden hjorten nåede at blinke med øjne lå den på jorden med Hopes tænder dybt begravet i halsen.
Skoven omkring den spisende vampyr og den døende hjort var stille mens alt levende holdte vejret i håb om at slippe som jægerens bytte.

[Edward]

Edward var selv ud på jagt, dog var han ikke alene denne gang havde han Emmett med, men de var blevet adskilt da emmet havde fundet det han ledte efter, dog var Edward gået længere inde i skoven i håb om at finde en af de mere vilde. Lyden af en anden i nærheden, og fornemmelsen af at det var af samme race som ham selv fik ham til at standse op. Han lyttede efter hvor denne person var henne og sneg sig hen imod lyden. Snart var han ud i et område med mindre træer og mere græs og der lå en ung rødhårede kvinde, med en kronhjort foran sig, han vidste jo at de andre familier jagede i nærheden men han havde aldrig set nogen af dem på jagt.

[Hope]

Hope lagde forsigtigt kronhjorten fra ig, og strøg den kærligt over pelsen. Hun fik altid dårlig samvittighed når hun slog et andet væsen ihjel. Egentlig ville hun nok have egnet sig bedre som menneske, men sådan var det ikke gået og egentlig var hun godt tilfreds med tingene som de var.
Hun nynnede sagte for sig selv mens hun rejste sig og strøg den korte top der var blevet en smule krøllet. Hun havde ikke spildt ned af sig selv opdagede hun til sin begejstring, det skete desværre hvis hun var distræt.
"Man burde måske tage hjem og skrive lidt mere?" Tænkte hun, og smilede for sig selv inden hun opfangede luften.
Den var ikke særlig kraftig, men alligevel ville hun havde lagt mærke til den før hvis hun ikke havde haft tankerne et andet sted henne.
Lugten var umiskendelige. En vampyr.
Lynhurtigt snurrede hun rundt om sig selv mens hun lod øjnene glide søgende hen over skoven.

,,Kom frem og vis dig." Bad hun, da hun ikke kunne finde den hun søgte.

[Edward]

Edward smilede da hun kaldte, han dukkede op mellem nogle træer, den marmorhvide hud lyste som perler når solensstråler ramte ham, han var iført en hvid skjorte som næsten var helt åben og afslørede derved hans muskuløse overkrop. Et charmerende smil som han ikke selv vidste var så tiltrækkende som nogle kvinder syntes hvilede på hans læber, de sorte læse bukser lavede ikke en eneste lyd når han gik, hænderne var dybt begravede i lommerne på dem og de store øjne havde den kendte rav farve, farven der viste at han hverken var vred eller særlig sulten.

[Hope]

Det overraskede ikke Hope at se Edwards øjnfarve. Hendes far havde fortalt hende at vampyrerne der boede på dette område ikke spiste menneskeblod-præcis ligesom hendes egen familie.
Selvom lyset ikke var kraftigt fik de alligevel hendes lyse hud der ikke var skjult af den korte røde top og de lyse hotpants, til at glimte.
Hun undersøgte hurtigt hele skoven for at sikre sig at han var den eneste. Hun troede ikke han var farlig, men alligevel, det skadede ikke at være forsigtigt. Hun havde kun mødt én familie før der levede af dyreblod, resten levede af blod fra mennesker og hendes familie anså dem som farlige.
Hun så undersøgende på ham. Han var ganske køn, og det smil han sendte hende fik hende til at smile igen. For en gangs skyld var hendes blik ikke fjernt og drømmende og hele hendes opmærksomhed var rettet mod væsnet foran hende der delte den samme race som hun.

[Edward]

Ikke et ord forlod hans læber han betragtede hende blot i tavshed og med smilet hvilende på sine læber. Hans blik gled hen over dyret der lå livløs på jorden, han trådte længere frem og stod derved ved siden af dyret, han knælede ned og undersøgte de bidemærkere hun havde efterladt på dyret uden så meget som at vende blikket mod hende, ej var han ligeglad med hensyn tilkom hun var farlig men han stolede på sin hørelse, lugtesans og hurtighed, han var trods alt den hurtigste i sin familie og af hvad han vidste og kendte til de andre vampyrfamilier i nærheden havde de mere i styrke end i fart.

[Hope]

Hope trådte et par skridt bagud, bare for at være på den sikre side. Hendes øjne søgte mod mulige flugtveje, og hun fandt en sti ikke langt fra hvor hun stod og gik langsomt nærmere. Hendes øjne søgte tilbage til manden der knælede ved hendes bytte.
De sidste par gange hun var stødt på nogle der ikke havde været hendes familie, havde det været fjentligsindede vampyrer.

,,Er du en Cullen?" Spurgte hun, med sin let hæse stemme, og overvejede kort om hun skulle sende ham en illusion, bare en lille en, men lod være.

[Edward]

Han var kommet på benene igen og stak hænderne i lommen igen “Edward Cullen” svarede han med en mild stemme og det samme charmerende smil han havde haft over læberne siden hun havde set ham. Hans blik mødte hendes et øjeblik og smilet blev drillende “det glæder mig at du endnu ikke synes at det er tid til at kaste en lille illusion over mig” sagde han med en mild tone, evnen til at læse tanker havde han haft siden han var blevet forvandlet, og udviklet den havde han også så han havde lettere ved at kommunikere over flere meters afstand.

[Hope]

Hope krængede ubevidst læberne tilbage i en lydløs snerren.
"En tankelæser." Tænkte hun, og følte sig et øjeblik invaderet af den fremmede vampyr der kunne læse hendes tanker. Men på den anden side, det var ikke ligefrem en evne man kunne styrer vidste hun.
Det gik op for hende at hun snerrede af hende, og hun skyndte sig at sende ham et undskyldende smil.

,,Hope." Sagde hun.

,,Hope Emi Kepler, jeg er lige flyttet hertil." Hun var ikke klar over om han kendte Kepler familien, men på den anden side gjorde han nok. Cullen familien havde sikkert styr på hvem der flyttede til byen, og hvad deres kost var.
Hun slog blikket ned til hjorten og følte sig et øjeblik flov. Hvad nu hvis hun havde jaget på hans territoruim?
Det håbede hun ikke at hun havde, for nogle vampyrer var meget overbeskyttende med deres jagtsteder.

,,Jeg beklager hvis jeg jagede på dit territoruim." Sagde hun, selvom hun gættede på at han kunne læse beklagelsen.

,,Jeg vidste ikke at dette sted var taget."

[Edward]

Han smilede mildt stadig med hænderne dybt begravede i lommen. Han forstod dog hendes vrede, han ville vel selv føle sig krænket hvis folk rodede i hans tanker hele tiden men det var ikke noget han let kunne styre. ”jeg undskylder at jeg invaderede dine tanker” sagde han med en undskyldende tone. Han smilede fortsat da hun præsenterede sig ”mig en ære at møde dig, og ja jeg har hørt om jeres familie” sagde han som svar på hendes tanker. Han trak på skuldrene ”for at være ærlig så jager jeg kun sjældent her, dog jager resten af min familie i dette område, jeg foretrækker Pumaer ikke så meget hjorte eller bjørne, pumaer og geparder er noget for mig” fortsatte han mildt.

[Hope]

,,Det er i orden." Sagde Hope der følte sig mere rolig. Hun mærkede ingen fjentlighed fra Edward Cullen der kun virkede venlig.

,,Det er ikke noget du selv kan styrer." Hun trak på skuldrene, og skubbede til den døde hjort.

,,Hvis jeg er inde på din families territorium var det altså ikke med vilje." Sagde hun igen, mest for at lade ham forstå at det virkelig ikke havde været meningen at bryde ind et sted der tilhørte andre.

,,Går du på Forks high school?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var længe siden hun havde talt med en der ikke havde været af hendes familie, og Forks var ny så hvis hun kunne lærer nogle af kende her som hun måske på et tidspunkt ville kunne få et venskab med, ville det jage noget af den ensomhed væk som hun ubevist havde.
Hun smilede til ham, glad for ikke at være alene. Selvom ensomheden også var selvvalgt, var det rart at tale med en der kendte området.

,,Jeg har hørt nogle af stederne i Forks er forbudt for os?" Sagde hun tøvende. Hun havde hørt rygter om store ulve i området, men hun vidste ikke om de var sande.

[Edward]

Han smilede ”min familie er langt fra vilde, om du jager her eller at andet sted er ligegyldigt, dog sørger vi for ikke at jage på samme område og at fjerne alle tegn på vores jagt når vi er færdig med at jage” sagde han med et mildt smil, hans blik gled roligt ind i hendes da han hørte hendes næste spørgsmål ”ja det gør jeg, første årgang” sagde han mildt, ikke at han overhovedet behøvet gymnasiet, hvis man overhovedet søgte ordentligt efter ville man vide at han havde uddannet sig som læge og ikke nok med det havde han taget uddannelsen to gange. Han trådte tættere hen til hende og trak på skuldrene, det var sandt at de rar steder i Forks hvor de ikke måtte være ”ja det er vel sandt, det er bedst at holde sig væk, ikke at de kaster sig over en lige med det samme men de kan se forskel på en vampyr og et menneske, altså varulvene” tilføjet han

[Hope]

Hun smilede undskyldende til ham.

,,Jeg regnede skam heller ikke med at I var vilde på nogen måde." Sagde hun, det var i hvertfald ikke sådan hun havde ment det.

,,Varulve." Mumlede hun og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet igen hun kunne ikke rigtig få ordet ind. Hope var da godt klar over at der fandtes store ulve i Forks, hendes bror havde fortalt hende det. Men varulve? Hun var ikke helt sikker på om hun troede på dem. Men, det ville være en god idé til hendes næste bog. Varulve mod vampyrer.
Hun smilede varmt til Edward.

,,Jeg er også første år." Sagde hun, og tænkte på sin første skoledag.

,,Men det ved du sikkert allerede hvis du lytter til sladeren, det er ikke fordi der sker så meget på skolen." Hun havde hørt folk hviske i krogene når hun gik forbi på gangen, nye elever var åbenbart i høj kurs.

,,Så hvad plejer I at lave en fredag aften?" Spurgte hun, og tænkte på seatle hvor fredag aften betød fest og farve, hun havde lidt svært ved at sætte de ord på hyggelige, men søvndyssende Forks.

[Edward]

“jeg kan forstå at du ikke kan tro på at der er varulve i Forks, men ind under den kendelig atmosfære i byen og sådan som man ser på den finder man faktisk ud af der sker mere end man skulle tro” sagde han mildt

“skolen er faktisk ikke noget af betydning for mig, det er mest for ikke at skille sig ud at vi tager i skole og sådan, men der bliver sladret en del og du har ret i at de nye elever får mest opmærksomhed, dog vil du snart finde ud af at Vi vampyr altid får opmærksomhed, eller det er hvad min veninde siger i hvert fald” sagde han, selv havde han aldrig lagt mærke til folks blikke men Bella havde fortalt ham at man hele tiden snakket om dem uden at vide at de er vampyr naturligvis, men deres udseende gør at de får en del opmærksomhed.

Han vendte blikket mod skoven da hun spurgte om hvad de lavede om fredagen “vampyrfamilierne ses eller mødes måske, det gør min familie dog ikke, vi holder os for os selv for det meste. Men det kan blive til en omgang baseball hvis der er uvejr eller ud på jagt” sagde han

[Hope]

,,Sikkert ikke, jeg er helt med på der foregår ting her som er lidt ud over det sædvanlige. Vi er her foreksempel. Men varulve." Hun trak på skuldrene og sendte ham et lille smil.

,,Jeg kan bare ikke heeeelt tro på det. Burde man så ikke kunne hører dem hyle om natten og alt det der?" Hun stak den ene tommelfinger i de korte shorts kant og snusede omkring Edward.

,,Så din veninde er menneske, hendes lugt hænger omkring dig, og hun hvad...? Ved hvad du er?" Tanken var for utrolig til at hun kunne få sig selv til at tro det. Et menneske der kendte sandheden om Edward ville kende sandheden om hele hans familie. Og hvad var det der afstod hende fra at sladre til alle? Godt nok ville de færreste tro hende, men alligevel, hvis det kom de rigtige-eller forkerte- folk for ørene at et menneske spredte rygter om vampyrer, kunne det udvikle sig grimt. Rigtig grimt.