Jagten

[Edward]

Han smilede “der er en masse som man ikke tror på, men husk på, solens lys skader os ikke selvom nogen påstår det, så at de hyler om natten kan også blot være noget man har fundet på” svarede han mildt, det var vist ganske rigtigt, man hørte en masse om vampyr der kunne forvandle sig til flagermus men det var også bare noget som ikke havde den fjerneste af sandheden, eller at de sov i kister..

Han smilede da hun spurgte om Bella vidste hvad han var, i dette øjeblik gjorde hun ikke men måske senere, at lugten af mennesker hang ved ham fik smilet bragt på hans læber igen “nej, hun ved ikke hvad jeg er” han betragtede hende med et mildt smil

“der er en anden lugt der hænger omkring mig kære” sagde han mildt, en sød og unaturlig duft hang omkring ham, en særligt lugt som ikke let var at spore til kilden men det syntes at komme fra alle steder fra ham.

[Hope]

,,Så sandt så sandt." Svarede Hope til Edwards kommentar om deres races evne til at tåle sollyset.
Den anden lugt, den udpver Bella var anderledes end hun nogensinde havde lugtet før.
Den mindede hende lidt om det søde i den blide forårsregn, lidt om cola og lidt om elektriciteten der hang i luften når tordnen bragede og lynene dansede fra skyerne. Og lugten mindede hende også en smule om dødens søde duft.

,,Hvad er det?" Spurgte hun nysgerrigt og så undrende på Edward. Selv duftede af parfume, men med Edwards stærke lugtesans kunne han sikkert også dufte den lugt der var helt hendes egen.

[Edward]

“ja det kunne du godt lide at vide” svarede han mildt og en anelse drillende. Han betragtede hende med et mildt blik i hans karamelfarvede øjne der strålede af den ungdom som han ikke længere havde. Hendes egen lugt kunne ikke skjules trods den mængde parfume hun havde på, dette fik blot smilede frem på hans læber.

[Hope]

,,Ja da." Svarede Hope, og sendte ham et skævt smil. Hun rynkede næsen, nu da han selv havde gjort hende opmærksom på lugten som var så svag at hun ikke havde bidt mærke i den før, havde gjort hende nysgerrig. Hun havde aldrig lugtet en lugt som den, og et kort øjeblik overvejede hun om det kunne være hans kræfter der udskildte en særlig lugt.
Det ville ikke være helt umuligt og en måde at gøre andre vampyrer opmærksom på at han var anderledes end andre.

Hun kendte det selv, og hun brød sig ikke om sine evner, de var farlige og hun var altid bange for ikke at kunne styrer dem.

,,Så Edward, hvem er du på jagt med?" Spurgte hun og så rundt i lysningen, som om vedkommende ville træde frem og præsentere sig.

[Edward]

Han smile de og trak på skuldrene uden at have i sinde at svare, blot betragtede han hende med et vurderende blik og spekulerede over hendes egen evne inden for illuionskunsten der sikkert var sværre at styre end hans evne til at tanketale og høre andres tanker.





"min adoptivbror" svarede han, han kunne fornemme sin brors splittede tanker et langt stykke fra dem, få sekunder efter kunne et højt pift høres gennem luften, den stammede naturligvis fra edward der kalte på sin bror. han smilede undksyldene til Hope da han ikke ahvde advaret hende om den høje lyd der havde forladt hans læber og som nærmest havde lydt som et skrig og ikke et pift. En puslen kunne snart høres og Emmetts store skikkelse dukkede op tilhøjre for dem mellem nogle træer.

[Hope]

Piftet der forlod Edwards læber skar i Hopes øre, men det var kun kortvarrigt, og selvom det var højt generede det hende ikke synligt.
Hun vente sig ved puslelyden, og trådte ubevist et skridt bagud. Hun var ikke i tvivl om at Cullen familien var rare og på ingen måde farlige, men vampyren der trådte ud i lysningen var så... stor. Hope kunne ikke finde et andet ord for det. Og det dækkede nok også godt. Han var lutte muskler, så vidt Hopes gode øjne kunne se. Hvis det ikke havde været fordi han havde smilet, og ikke kun med læberne mens også øjnene, ville han have virket mere farlig end han gjorde nu.

Men alligevel, Hope var overbevist om at han kunne smadre sten bare ved at se på dem.
Men han var, ligesom Edward, køn. Faktisk rigtig køn.
Hope sendte Edward et skævt smil, og trak undskyldende på skuldrene.
Hvis hun havde været menneske ville Hope have rødmet over sine tanker, som Edward uden tvivl læste og fandt morskab i, men det var nu engang sådan det var.

[Edward]

Ganske sandt fandt han morskab i hendes tanker, hænderne der var dybt begravede i lommerne forblev hvor de var, han vendte blikket mod Emmet ”en god jagt?” spurgte han, for ham var spørgsmålet overflødigt da han kunne høre på Emmetts tanker at den havde været perfekt, dog ville han ikke have at Hope skulle føle sig udenfor. Emmett kom hen til dem med rolig stille skridt der set ikke passede til hans store skikkelse. ”bedre end jeg havde håbet” svarede han ”dette er Hope, flyttet ind for nyligt” fortsatte Edward, emmet nikkede som hilsen til hende og smilede fortsat varmt

[Hope]

Hope førte hånden op, og vinkede til Emmet, der trods sin størrelse gik med overraskende rolige skridt. Hun vidste heller ikke hvad hun havde forventet, at han lavede store huller i jorden?
Nej hun vidste bedre.
Hun så ned på hjorten, og overvejede kort hvad hun skulle gøre med den. Det havde ikke været så besværligt i regnskoven, der kunne hun bare efterlade den, og så ville et eller andet dyr æde den.
Det kunne hun sikkert også her. Hun kom til at tænke på bjergene, der var der sjældent nogle der gik op, og der kunne hun i ro og mag tage sig af resterne af hjorten.
Hun så spørgende på Edward, som for at spørge hvad de plejede at gøre med de døde dyr.

[Edward]

Han trak på skuldrene “begraver dem, eller brænder dem” svarede han “bjergene er en god ide men man kan ikke være sikker på at de ikke bliver fundet, det er en katastrofe hvis det sker” sagde han med en alvorlig tone, “desuden kan man risikere at indianerne finder dem i bjergene, eller måske vil det være lettere at kalde dem for varulvene” stemte Emmett i, “en god grund til at få os fjernet fra området” sagde Edward mildt.

[Hope]

,,Varulve." Sagde Hope, og sendte et skævt smil til Emmet som han gengældte.

,,Det får I mig stadig ikke til at tro på, men du har ret Edward, det ville ikke være så... heldigt hvis det blev opdaget så jeg tror jeg tager hjorten med op i bjergene og brænder liget." liget det fik det til at virke som om hun havde slået et menneske ihjel.
Men nej, hun var ikke et monster, hun ville aldrig skade nogle-hvilket også var derfor hun ikke havde taget imod sine evner som Edward havde. Hun var bange for at skade nogle ved et uheld.

Men varulve, selvom hun ikke troede på det, ville stadig være en god ting at have med i næste bog.
Hun bukkede sig ned over kadaveret og samlede det op. Det vejede sikkert en del, men for hende var det ikke tungere end en dyne og derfor ingen problemer at løfte, eller løbe med.

[Edward]

Edward smiled eblot og fulgte hende med blikket, emmett gik derimod hen til hende og trak hjorten ned fra hendes skulder "jeg tager den fra dig du viser vej" sagde han med en tone, Edward rystede på hovedet "Emmett" sagde han advarende, dog vendte hans bror blot blikiket mod ham blinkede drillende og vendte sig så om mod hope igen

[Hope]

Hope så overrasket på Emmet, men smilede så.

,,Tak." Sagde hun, og så undrende på Edward. Advarslen havde været tydlig i hans stemme, hvad regnede han med? At Hope ville overfalde Emmet og slå ham ihjel? Havde Edward overhovedet set på sin bror? Hope gik ham måske til hagen, hvis hun stod på tæer.
Hun smilede til Edward, en smule drillende, og trak på skuldrene som for at undskylde sine tanker.

[Edward]

Han smilede “det var nu mere for hvad han kunne finde på” svarede Edward drillende, at høre hende tænke sådan morede ham blot, men hvad andet kunne han sige. Han fulgte dem med blikket og fulgte efter i afstand de Emmett begyndte at gå uden at vende blikket mod dem.

[Hope]

,,Jaså, og hvad skulle det være kære lillebror?" Spurgte Emmet drillende, og tog spørgsmålet ud af Hopes mund.
Okay, Emmet ville måske være stor nok til at slå hende ihjel, men hun tvivlede ærligt talt på det. Han havde den samme udstråling som Edward- at de aldrig kunn finde på at gøre en flue fortræd, medmindre fluen havde startet det. Og hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at starte noget. Snarre tværtimod hun var bare glad for at have fundet nogle af sine egne så hurtigt. Bladnt dem behøvede hun ikke at lade som om hun var noget hun ikke var, her kunne hun være sig selv, og det var befriende dejligt.

[Edward]

Edward smilede “du har ellers så let ved at forføre kvinder at det ikke har brug for forklaring” svarede han drillende dog så han uskyldigt på sin bror, der var standset og havde vendt sig om mod ham. Langsomt lod han dyret glide ned af hans skulder og ramme jorden med et lille bump. Edward smilet fortsat men var klar til at reagere hvis Emmett havde tænkt sig at kaste sig over ham, naturligvis for sjov.