Sød musik

[Edward]

Han lagde blidt sin iskolde marmorhvide hånd over hendes og kærtegnede den blidt “far il ikke bebrejde dig noget han havde selv problemer med at styre sig da han var ung og husk på at du stadig er helt ny i det her i forhold til os andre, giv det blot tid så vil du se hvordan det vil gå” sagde han mildt “jeg kan høre at du ikke har snakket med Jasper om det” sagde han få minutter efter.

[Alice]

Alice så på ham, hun så dog hurtigt ned igen. "Jeg ved jeg er den yngste af os alle, selvom jeg dog ikke er den nyeste i familien, men stadig, jeg er jo ikke kun lige kommet, jeg ved jeg burde være stærkere end det her" sagde hun som et svar til det han havde sagt før. Hun blev dog ikke overrasket da han nævnte Jasper, Jasper og Alice var jo sammen, og hun tænkte jo meget på ham. "Hver gang jeg prøver, kommer jeg bare til at tænke på hvor svært han må have det, som den nyeste i vores familie, og så kan jeg bare ikke få ordene frem" sagde hun stille og så ud af vinduet, så på de ting de kørte forbi, og forestillede sig lidt Jasper og hvad han mon måtte tænke når hun nu ikek havde været hjemme så længe.

[Edward]

“han vil nok ikke bryde sig om at vide det som den sidste, du ved det måske ikke men du skal vide at Calasile og Esme enten ved det eller snart finder ud af det” han vendte blikket mod vejen og havde taget hånden til sig, selvom agns blik hang ved vejen var hans tanker andre steder “du burde måske være stærkere men det er du ikke du må bare øve dig” han vendte blikket mod ende med et mildt smil “husk på at vi står ved din side uanset hvad”

[Alice]

Alice så ned, nu havde hun det næsten værre, hun ville ikke såre Jasper, ikke på nogen måde. Hun sukkede, "Jeg ved det, og han får det også af vide denne gang, jeg vil ikke lade ham være den sidste til at vide det" Hendes blik hvilede for nogle få sekunder på Edward, hvor efter de ingen fald ned på hænderne i hendes skød. "Jeg er glad, glad for at vide i er der for mig, tak, bror" hendes stemme, var en smule gladere og mere som den plegede, hun var ikke så bange mere, og heller ikke så nervøs.

[Edward]

Han smilede sit charmerende smil og standsede bilen de var gået igennem flere byer og endt nu ved nogen bjerge ved syden. Han steg af bilen og strakte sig “et godt sted at jage” sagde han og nikkede mod en skov bag hende. Han åbnede bagagerummet og tog liget ud “der er et sted hvor vi kan begrave liget, den bliver fundet om flere år hvis vi er heldige” sagde han med et skævt smil.

[Alice]

Alice var ude af bilen så hurtigt hun kunne, hun strakte sig og smilede. "Frisk luft!" hun drillede ham lidt, da biler tit kunne være rimelig indelukkede og ikek rat rare at være i, i alt for lang tid. Alice nikkede til det han sagde og smilede bare, hun havde fået sit friske og charmerende jeg igen, og var ikke bange eller noget mere, hun var bare glad, som altid. Alice smilede og så mod himlen, solen skinnede meget her, og gjorde hendes hud som var det diamanter. Alice var lige glad, der var jo ingen i nærheden, så hvad skulle der være galt i det. Det var jo ikke tit de fik lov at gå ud når det var solskin.

[Edward]

Han smilede og rystede på hovedet af hende ”og hvad så hvis det er frisk luft, ikke fordi du kan bruge det til noget” sagde han drillende og minded hende derved om at hun ikke havde rug for frisk luft. Han bad hende tage hovedet igen og gik ind mod skoven med liget over det ene skulder og en spade i den anden hånd, da de var langt nok inde i skoven satte han liget af sig på jorden og begyndte at grave i den bløde jord.

[Alice]

Alice rakte bare tunge af ham, og vidste jo godt hun ikek havde brug for det, men det var nu bedre end indelukket luft. Hun så så på ham og nikkede og tog hovedet og begyndte at gå efter ham. Hun så på hovedet og fik det lidt dårligt, ikke mentalt men hun fik en følelse af at hun skulle kaste op. Hun gik efter Edward ind i skoven, og stoppede op da han gjorde, og så på ham og satte så hovedet fra sig på jorden, og lyttede. hun ville være sikker på der ikke ville komme nogen.

[Edward]

Edward gravede videre i en sådan hast at enhver menneske straks ville tro at de var alt andet end mennesker. Snart lå liget ned i det dybe huld og han sørgede for at lukkede det let for forsvarligt igen, det resterende jorde spredte han rundt omkring så det sted hvor der var garvet så mere naturlig ud og ikke lignede noget man havde gravet i for nylig, derefter spredte han også nogle blade og kviste rundt omkring og trampet lidt i jorden så det så ud til at være lige med det andet

[Alice]

Alice nåede ikke rigtig at gøre noget, så hun lod bare Edward om det, og i stedet så kiggede hun på nogle fugle der sad og kiggede ned på dem. De havde en smuk blålig fjerpragt og Alice synes de så søde ud, hun gik lidt nærmere dem, men da hun rakte hånden hen mod dem, fløj de væk med det samme, nærmest i frygt. Alice trak hånden til sig. *Hvorfor er det dyr frygter os så meget?, hvad er det de føler når vi kommer tæt på dem?* de spørgsmål for gennem hendes hoved. *Det er ondt, vi har jo ikke gjort dem noget, så hvorfor?* Alice synes bare ikke det var fair at de små dyr også var bange for dem, når det kun var de større de jagede.

[Edward]

Han smilede da han hørte endes tanker “du ved ganske godt at dyre kan fornemme når fare er på færre, de kan vist også fornemme os, desuden er det jo naturligt at de flygter det har vist ikke noget at gøre med vores race, de flygter jo også fra mennesker” mindede han hende om. Hans blik gled hen over skoven “er du frisk på en lille jagt?” spurgte han med et smil. Det var vist lettere at jage nu end at tage ud fra byen igen om nogle få dage for at jage, desuden kunne det være en undskyldning for at de havde forladt palæet.

[Alice]

Alice sukkede lidt og rejste sig op. "Nogle gange ville jeg ønske du ville holde op med det der" sagde hun med en lille drillende undertone, da hun jo godt vidste han ikke kunne holde op med det. Alice kiggede lidt rundt og slikkede sig om munden, dog det ikke var ret længe siden hun havde "spist" var hun altid frisk på en jagt. "Det ved du da, jeg er altid frisk på at jage" sagde hun med et smil og lyttede godt efter, og kunne hører noget pudsle. "jeg gætter på kronhjort, hvad siger du bror?", det var tydeligt for hende at høre der var en pudslen i krattene og at det var noget lidt stort.

[Edward]

Han smilede skævt og lyttede selv efter den nærmeste eller mindste lille puslen, da dette indtraf smilede han et større smil og nikkede til Alice som for at give hende ret “lad os se hvem der først få fat i den” selvom kronhjorten ikke var hans yndlings dyre så ville der gå et stykke tid før han kunne få fat i en puma så han måtte vel bruge det han kunne få fat i. inden der var gået få sekunder havde han allerede sneget sig ind på dyret som ikke var ret langt fra det sted hvor de havde været. Dog huskede han på at han skulle tilbage for at tage spaden når jagten var færdig.

[Alice]

Alice smilede bare og vidste godt han ville nå det først, da han klart var den hurtigste. Men hun kunne jo lige så godt være med på legen. hun var hurtigt tæt på stedet den var, og derfor var hun ekstra meget forsigtig, og hun holdt vagt med hvad der skete. Dyret opdagede dog at der var nogen og løb væk så hurtigt den kunne. Alice satte efter den med det samme, helt lydløst dog. Alice var efter den så hurtigt hun kunne og hun var da også hurtigt oppe på den, men hun kunne ikke helt finde ud af hvordan hun kunen fange den først.

[Edward]

Edward vidste præcis hvor dyret var og ligeså vidste han hvor Alice var. Han dukkede pludselig op flere meter forud og smilet da han så dyret på vej hen imod sig, ej gjorde han noget til at starte med men begyndte så at løbe hen imod det, dyret opdagede ham og havde i sinde at bruge sine gevir mod ham, det havde Edward dog opdaget og da han kun var få meter fra dyret, satte han af fra jorden og landede på dyrets hals, den faldt sammen og derved knustes knoglerne i halsen. Han hoppede langsomt af blinkede drillende til Alice ”tag for dig søs” sagde han sødt, og tog for sig af blodet der strømmede ud af hovedet.