Sød musik

[Alice]

Alice stoppede op så snart hun så Edward foran, der vidste hun allerede hun havde tabt, men hun smilede dog bare mens hun så på ham dræbe dyret. "Du snyder altså" kom hun lige før hun selv satte tænderne i dyret og begyndte at drikke det friske blod fra den krop. Alice var ikke lige frem det man ville kalde en god taber, men hun var da heller ikke så dårlig en taber som så mange andre måske var. Hun havde bare en million undskyldninger når hun tabte, ellers var det bare at de andre havde snydt. Alice sugede blodet til sig men dog kun lidt, hun havde jo allerede spist, og kunne derfor ikek have så meget mere i sig, og satte sig derfor på jorden og så op på himlen mens hun ventede på hendes bror blev færdig.

[Edward]

Edward rettet sig op da dyret var tømt for blod, anderledes fra andre vampyr var han da, og det var tydeligt. Ingen anden vampyr ville dele sit bytte selv ikke med sine søskende, dog var Edward ikke den type. Han lod tilfreds tungen glide hen over de lange sylespidse tænder for at rense dem mest muligt for blod, derefter var de ikke længere så lange og spidse som de havde været da han spiste. Han vendte blikket mod hende og smilede mildt “du er mæt og tilfreds ud” sagde han mildt og tilføjet “desuden snød jeg ikke”

[Alice]

Alice rakte bare tunge af ham. "Jo du gjorde" sagde hun med et drillende smil og rejste sig og dansede lidt rundt, mens hun nynnede noget af en sang som hun havde hørt Edward spille engang. Alice hadet at tabe og ville derfor ikke indrømme det. Hun så på ham og rakte tunge igen og smilede så mod himlen. Hun kunen ikke lade være med at tænke på hvad der mon skete der hjemme lige nu, men når hun tænkte efter ville hun nok ikke vide det. Hun begundte der efter at danse lidt rundt i skoven, lidt ud mod vejen igen, uden faktisk selv at tænke over det.

[Edward]

Edward havde blot fulgt hende med blikket, han havde naturligvis genkendt sangen hun nynnede og smilede blot af det. Han rejste sig op da hun begyndte at danse længere væk ”ikke gå for langt” råbte han for at gør ende opmærksom på at hun var kommet et godt stykke fra ham. Han vendte blikket mod dyret de rå foran ham og sukkede, igen skulle han finde et sted til et dyr og det var det kedeligste del af jagten, han forsvandt dog for at få fat i spaden som han havde efterladt da han gravede drengen ned og var tilbage igen i løbet af få sekunder.

[Alice]

Alice dansede rundt og var fuld af energi og lige som hun plejede igen. "Nej nej" sagde hun bare som et svar til det han sagde, og var allerede næsten ude af synsvide. Hun stoppede først med at danse rundt da hun kom til et sted hvor alt lyd lige pludselig var væk. Der var ingen fugle, ingen pudslen i krattet, ingen ting rigtigt, kun lyde af hendes skridt. Hun begyndte stille og roligt at se sig omkring og smilede hele tiden, for hende var det ikke noget at være bange for, det var bare lidt mærkeligt. Hun trak dog så på skulderne og gav sig til at danse lidt igen, hun kunen ikke helt lade være, hun var lige blevet så glad igen, så hun skulle have det ud på en eller anden måde.

[Edward]

Han havde begravet dyret og lagt spaden over skulderen, han kiggede sig omkring og kunne ikke længere se hende, dog opfangede han stumper af hendes tanker, rystede på hovedet af hende og sneg sig hen imod det sted hun var, han gik forbi et træ og lagde stille spaden fra sig der inden han sneg sig videre hen imod hende, alt omkring ham var stille og pludselig sprang han frem mod hende og væltede hende omkuld.

[Alice]

Alice dansede fredeligt og havde lukkede øjne. Hun opfangede intet da hun var i sin egen verden, i sin dans. Dog opdagede hun noget da hun lige pludselig blev væltet omkuld. Hun var lidt chokkeret til at starte med men blev hurtigt sig selv igen. "Bror, hvad har du gang i?" hun så på ham med lidt skeptiske øjne, men samtidig var de blide og kærlige. Hun kunne jo ikke rigtig være sur på ham over at hun ikke var opmærksom, det var jo kun hendes egen skyld og ikke hans. Dog kunne hun godt være lidt irriteret alligevel.

[Edward]

Han smilede og strøg hende over håret og havde en drillende faderlig mine "du skal være mere opmærksom min pige" sagde han drillende og hjalp hende op at side "tænk hvis det havde været en anden??hvad ville der så være sket? sagde han med en brebrejde tone, hun burde passe bedre på. Han beragtede hende med et mildt smil på læebrne og et mildt udtryk i de honningfarvede øjne.

[Alice]

Alice var ikke helt tilfreds med at være den der lå nederst, hun stolede på sin bror, men det var nu alligevel lige lidt der gik forkert i hendes tanke gang. Hun så lidt væk og så først på ham igen da han hjalp hende op og sidde. Hun sad lidt og lyttede bare til ordene der kom ud af hans mund, og så ikke rigtig på ham, nikkede bare til det han sagde. Alice vidste godt hun ikke burde lukke af på den måde, men en verden uden alle de mennesker som bare gjorde det hele svære for hende, var en verden hun gerne ville tilbage til så hurtigt hun kunne.

[Edward]

Han betragtede hende i tavshed “du bryder dig ikke om livet som vampyr vel” sagde han uden at det lød som et spørgsmål, han forstod hende godt hvis det var det, men hvad kunne de gøre. Han lagde sig ned i græsset og kiggede op mod himlen de rar blevet mørk. Han lukkede øjnene og slappede af, ikke at han følte sig træt men lukkede blot af for alle andres tanker omkring sig og følte sig derved døv.

[Alice]

Alice så ned i jorden før hun igen rejste sig op og så væk. "Jeg vil ikke sige jeg hader livet som vampyr, men jeg vil heller ikke sige det er en drøm. Jeg holder meget af far, og alle andre i familien, men at leve og se alt andet dø er ikke altid nemt, måske for nogen, men ikke for mig" sagde hun roligt og begyndte at gå, hun ville gerne lidt væk, bare så hun kunne samle tankerne lidt inden de var på vej hjem igen. Hun tænkte lidt på Jasper og hvad han måske følte lige nu, men det gjorde bare mere ondt så hun lod være, og nøjedes med at tænke lidt over tingene der var sket i stedet.

[Edward]

Han sukkede og rejste sig op, han lod hende gå for at samle tankerne og være lidt alene for at tænke tingene igennem uden at bliive forstyret af ham. selv gik han tilbage til det sted hvor han lige ahdve begravet dyret og lyden af de små fugle dukekde strask op, stille og måske pivene sagde de godnat til hinanden og afsluttede derved deres dag, dog var hans ikke slut det gjorde den næppe før han blev dræbt for dø kunne han ikke, ikke når han allerede var død.

[Alice]

Alice havde det som om hun skulle til at græde, men smilede bare og lod som ingen ting. *Hvorfor gør det så ondt inden i, hvorfor kan jeg ikke styrere det?* de spørgsmål stillede hun sig selv, men hun gik rundt med sit søde smil, men lidt trist øjne. Hun gik tilbage til bilen og lod sig falde ned og sidde med ryggen mod bilen, og så på den mørke himmel. "Er et svar så meget at bede om" sagde hun mens hun så på himlen, som om hun snakkede til en eller anden, hun krøb sig så sammen og krammede sine knæ helt ind til kroppen. Men hun smilede hele tiden. Hun ville ikke lade sit smil forsvinde, hun ville ikke virke trist, hun ville være glad, og tvang derfor også sin krop til at vise glæde, selv når det ikke var det den følte.

[Edward]

Edward dukkede op mellem nogle træer, med spaden over skulderen, agns skridt var som sædvanligt lydløse nærmest som om det var en død der gik på jordens overflade, hvad han også var. Han hævede blikket da han hørte hendes tanker i sit hoved, dog kommenterede han intet, han vidste at den glæde hun tit viste sine omgivelser ikke altid var hvad man skulle tro men hvad kunne han selv gøre. Han låste bildøren op og lagde spaden tilbage i bilen inden han gik om på den anden side af bilen og satte sig på hug foran hende, blidt lagde han en hånd over hendes ene “vi må hellere tage hjem søs” sagde han blidt.

[Alice]

Alice sad bare der med et smil på læberne og sagde ikke rigtig mere hun sad bare og tænkte de samme spørgsmål om og om igen. Da hun fornemmede Edward komme dæmpede hun dog sine tanker lidt ned, hun ville helst ikke bekymre ham for meget eller få ham til at føle det var hans ansvar, for det var det ikke. Hun så op på ham og nikkede. "Ja lads os tage hjem bror" sagde hun med et blidt og kærligt smil og rejste sig op. Hun satte sig ind i bilen og tænkte ikke rigtig mere, da hun ikke ville plage ham med hendes tanker.