Sød musik

[Edward]

Edward havde sat sig ved sit klaver, hans elegante rolig fingre gled hen over dens kant inden han vendte blikket ud af et vindue til højre for ham, han lukkede øjnene og slappede fuldstændig af i kroppen, solens sidste stråler ramte ham og gjorde ham næsten sløv men veltilpas. Han var iført en trøje med v uskæring ved halsen og et par løse bukser. Roligt fandt han inspiration i sine tanker og begyndte at spille de rolige blide melodier der afbildede hans tanker og følelser.

[Alice]

Alice komme hoppende ind af vinduet, og landede perfekt ikke ret langt fra køkkenet. Hun havde en lår kort kjole på, og et par sorte gamacher. Alice hørte en melodi og kunne med det samme regne ud hvem det var. hun gik lydløst hen bag Edward og lagde hånden på hans skulder. "Spiller du nu igen?" kom det fra hende med et sødt smil, og en blid stemme. Det var ikke ment som noget dårligt det var kun ment som et simpelt spørgsmål for at drille en lille smule. Alice lænede sig roligt op af klaveret og smilede, hun havde været ude for at se hvad der skete i byen, da hun havde haft et syn, men hun havde ikke sagt noget til nogen, og hun havde været væk i godt en dag, så hun fik nok lidt ballade når det var.

[Edward]

Han åbnede øjnene da han alligevel kunne fornemme ende i nærheden, hans blide øjne blev vendt få sekunder mod hende da hun stillede sig op ad klaveret, melodien ændrede sig til en anden som hun nok kendte, en melodi han havde lavet til hende for flere år siden, men som han ikke havde spillet i et stykke tid. “Esme vil nok vide hvor du har været” lød hans milde stemme, igen var hans karamelfarvet øjne vendt mod klaveret.

[Alice]

Alice stod der og smilede, da melodien lige pludselig blev ændret, kom der et lidt bredere smil på hendes læber. Det var en sang hun kendte, og en sang hun holdt af. Alice vidste jo godt, hun burde have sagt noget, men hendes syn var bare så kompliceret, de nok ikke ville have forstået alligevel. "Jeg var bare ude" sagde hun med en blid og kærlig stemme. Overfor Edward var hun stort set altid glad, hun kunne ikke se hvorfor hun ikk skulle være det. Han havde jo aldrig sladret om hende, eller noget, så hun havde ingen grund til ikke at være det. Hun så på ham med blide øjne, før hun igen så op i loftet.

[Edward]

Tonerne døde snart ud og han endte blikket mod hende ”du ved, du ikke kan skjule noget for mig” svarede han med et mildt smil, han strøg hånden gennem det allerede pjusket hår og gjorde plads til hende på den lille bænk til klaveret. Han betragtede hende med et vagtsomt blik da han altid kunne mærke når hun havde en oplevelse, hendes søde smil og hendes livlig ydre skjulte ikke den slags for ham, trods alt havde han adgang til hendes tanker.

[Alice]

Alice sukkede lidt og satte sig ned ved siden af ham, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare det, men hun kunne jo lige så godt prøve. "Igår fik jeg det her syn, der er noget på vej, noget som kan ødelægge en masse for skolen, og os der går der, men det virkede bare ikke som noget der ville komme med det samme, men mere som noget der ville ske sådan ..... senere, men da jeg var ude og udforske lidt, så jeg det allerede var sket, men det virker bare ikke som om noget er forandret" forklarede hun, mens hun bare kiggede ned på sine fødder, og ikke en gang kiggede på Edward. Alice vidste det lød forkert, men hun havde aldrig været god til at forklare sine syn, kun tegne dem når hun så dem, og det var nok det. "Så jeg var ude og finde ud af noget, og så var der, noget som fangede min opmærksomhed".

[Edward]

Han lyttede alvorligt til hende og afbrød ikke en eneste gang ”du mener der kommer nogen som os” sagde han og vendte blikket mod hende ”men skolen? hvorfor skolen” han tænkte lidt over det, der var jo konstant nogen i skolen så det var lettest at jage der, dog var det alligevel dumt, hvordan skulle de jage, offentligt? havde de virkelig det i tanker? hans blik blev igen vendt mod hende ”hvad fangede din opmærksomhed” spurgte han med et interesseret blik, de skulle fortælle doktoren dette, det var vigtigt og de skulle være forberedt når de var kommet.

[Alice]

"Nej jeg mener der er kommet nogen som os, de har allerede været på skolen" sagde hun med et roligt blik og rejste sig så fra bænken. Hun skulle måske holde det sidste for sig selv, det var ikke noget hun var stolt af så det var nok bedst ikke at fortælle nogen det, ikke engang Edward. "Det var ikke noget særligt, jeg er jo tilbage nu, så der er ikke mere i det" sagde hun med et smil og gik med lette og lydløse skridt hen til vinduet og så ud. Hun holdt hænderne på ryggen. *Og du kan lige så godt glemme at finde det i mine tanker, jeg kan sagtens lade være med at tænke på det, når du er her, min kære Edward*, hun vidste Edward ville kunen høre hendes tanker, og derfor var de rettet specielt til ham denne gang. Alice bed sig lidt i læben, men det kunne ikke ses da hun jo stod med ryggen til.

[Edward]

Han havde rejst sig op, lige så lydløst som hende og stillede sig bag hende, han lagde sine hænder på hendes skuldre og smilede da han opfattede hendes tanker *du ved at jeg aldrig ville rode i dine tanker, hvis du ikke selv ønsker det* svarede han stadig gennem tanketale. Han nussede hende blidt på skuldrene inden han stillede sig ved siden af hende, blikket var rettet ud ad vinduet men han kunne dog ikke slippe tanken om at hun måske kunne have været i fare eller måske hun stadig er det.

[Alice]

Alice nød at mærke han var der og at han ikke bare var kold overfor hende. "Edward, hvis jeg havde lavet noget dumt, ville du så fortælle far det?" spurgte hun, og åbnede vinduet. Hun mærkede den lille kølige brise mod sin hud, og hun vendte blikket ned af. Alice vidste hun havde rodet sig ud i noget dumt, men hun kunne ikke gøre for det, hun havde jo ikke lige så meget kontrol som Edward og de andre havde, selvom hun prøvede på det. Alice prøvede jo konstant at få kontrol, men det var ikke altid det virkede. Hendes øjne blev pludselig hvide og hun stod helt stille. Men hun blev hurtigt sig selv igen, lige så hurtigt som hun havde skiftet faktisk.

[Edward]

Han vendte blikket mod hende og smilede mildt ”ikke hvis jeg selv kan hjælpe dig med at løse problemet, så er der vel ingen grund til at fortælle det” svarede han mildt og stak hænderne i lommerne, dog tog han ende om skulderen da hun så ud til at have fået et syn ”hvad så du?” spurgte han med en næsten hviskende stemme, han ville vide det, det hjalp ikke længere at skjule det for ham. hans blik var bekymret men også stædigt så hun ville ikke slippe for at svare.

[Alice]

Alice knyttede lidt hænderne, og bed sig i læben, hun var i seriøse problemer nu. "Drengen... han fandt den.... han vil fortælle alle det, alt falder fra hinanden.... Han så det" hendes stemme var lille og hviskende, hun var ikke glad for at fortælle det, men det skulle jo gøres på et eller andet tidspunkt. "Jeg må altså finde den dreng" kom det fra hende og hun hoppede ud af vinduet, med et lidt bange blik i øjnene, hun kunne ikke lade Edward og de andre finde ud af hun havde angrebet en lille dreng, det ville ende galt. Alice havde jo ikke gjort det med vilje, men fordi hans blod og lugt bare tiltrak hende så meget.

[Edward]

At hun var hurtig det vidste han, men selv var han den hurtigste i familien så det ville ikke være svært at indhente hende. Han satte i løb efter hende smidig og hurtig som han var nåede han hurtigt op på siden af hende ”Alice vent, det kan løses” sagde han næsten i en råben da de jo suste gennem skoven, ”stop for helevede” råbte han vredt. Han følte sig ikke det mindste forpustet men nød dog trods alt vinden mod sit ansigt og den følelse af frihed i kroppen.

[Alice]

Alice løb og først da hun var langt ind i skoven, så langt huset forlængst ikk kunne ses mere, lod hun sig stoppe op og så sig omkring, hun vidste Edward ville freake ud når han fandt ud af hele sandheden, men hvad skulle hun gøre, det var jo ikke fordi hun vidste det her ville have været sket. Eller jo det gjorde hun jo men hun kunen ikke holde sig i skindet, og der havde ikke været nogen der til at hjælpe eller stoppe hende, så det var bare sket. Alice bed sig i læben og trak vejret lidt hurtigt, fordi hun panikkede lidt lige nu.

[Edward]

Han standsede også og kiggede på hende, han tog hende om skuldrene og kiggede alvorligt på hende dog måtte han holde hendes blik fast ved sin hvis hun skulle falde til ro, han tog hende let ved hagen og løftede hendes hoved lidt op så deres blikke mødtes, han holdt den fast ved sin og så stadig alvorligt på hende ”Søs, du må fortælle mig det hele” sagde han med en mild tone, at han kaldte hende for søs var ikke noget nyt men noget han sjældent kaldte hende for.