Menneske eller vampyr

[Raymon]

Raymons sidste møde med den unge Chriá var endt brat, han havde afsløret hvad han var overfor hende, et dumt træk men den måde hun tog det på havde været meget anderledes end han havde regnet med. Nu befandt han sig i det samme sted som han havde mødt hende få uger tidligere. Ej vidste han hvorfor han var kommet her. Det var eftermiddag dog var solen ikke til at se takkede være de mange skyer på himlen. Han var iført en blå skjorte med sorte bukser, hænderne var stukket skødesløst i lommerne og blikket var lige så drømmende som altid.

[Chirá]

Chirá havde endnu en gang trukket i sit løbe tøj og var ude at løbe sig en tur hun stoppede op midt i skoven for at få lidt luft med sig havde hun blot sin taske hvor der lå hendes tegne blok og nogen blyanter men hun havde også smidt Raymons jakke ned i den hvis hun nu skulle støde ind i ham igen hun så rundt og satte sig på en lille træstamme *jeg ville ønske at jeg kunne møde ham igen… om ikke andet så gi ham hans jakke og intet andet… selv om…* tænkte hun stille og hev blokken op af tasken og så på den sidste tegning hun havde lavet af ham da han havde stået i mørket og vist sit sande jeg ”hvor er du?” hviskede hun ud i skoven uden rigtigt at tænke over det

[Raymon]

Han havde kunnet lugte hende og var derfor gået i lugtens retning. Han dukkede op mellem nogle træer bag hende, lydløst trådte han hen bag hende og kiggede over hendes skulder ned på blokken. Billedet var perfekt tegnet som de to andre hun havde tegnet af ham. Hendes ord fik ham til at smile og han bøjede sig ned tæt ved hendes øre og hviskede blidt “lige bag dig”

[Chirá]

”aaarr!” udbrød hun forskreget og faldt ned af trestammen hun havde sat sig på hun så op på ham og grinede ”du må ikke gi mig sådan et chok du havde nær skræmt livet af mig” sagde hun og grinede og rakte hånden ud imod ham for at få en hånd op efter hun havde taget blokken op igen ”det er godt at se dig igen” sagde hun og var lige ved at rødme hun havde savnet ham meget og havde ikke kunne få ham ud af hoved siden den aften hun havde mødt ham på det samme sted som de var nu.

[Raymon]

Han smilede undskyldende “det havde ikke været min mening at skræmme dig” svarede han blidt og tog imod hendes fremstrakte hånd, let som vejede hun intet trak han hende op på benene igen. Det milde charmerende smil dukkede frem på hans læber “det er også godt at se dig igen” hun lod sig ikke bemærke med at hun vidste hvad han var, faktisk havde han i sinde at bilde hende ind at hun havde set forkert sidste gang

[Chirá]

Chirá så roligt på ham og smilede inden hun stilte sig tæt ind til ham ”jeg har stadig din jakke” sagde hun stille uden at tage øjne fra ham hun tav længe og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv hun hev jakken op af tasken og smed så tasken ”tak for lån” sagde hun stille og holdte den mellem dem dog uden at se ud til at ville slippe den lige foreløbig.

[Raymon]

Smilet folod ikke ahns læber, han var lige så frisk som i deres sidste møde og lige så varm, hvis hans slags overhoved kunne blive varme. øjnene var blide og drømmende "det var så lidt" sagde han og tog imod jakken, men da hun ikke gav slip på den trak han den ikke ud af hånden på hende. det så nærmest ud som om hun var faldet i staver, og måske var hun.

[Chirá]

Chirá så ham dybt i øjne i lang tid uden at sige noget og hun så mest af alt ud til at være forstenet ”hvorfor viste du mig det? Du havde ikke behøvet det” spurte og sagde hun stille faktisk så stille at han kun lige ville kunne høre det ”du ved vel godt hvad jeg vil spøger dig om nu ikke sandt?” spurte hun stille og tænkte på sit brandene ønske om at blive som ham selv om hun vidste hvor ondt det ville gøre var hun klar til at gå i gennem den smerte.

[Raymon]

han strøg hende blidt over kinden med den iskolde hånd. blidt lod han sit blik glide kærligt ind i hendes. "viste dig hvad?" spurgte han dumt, selvom han var klar over hvad hun snakkede om havde han nu tænkt sig at blide hende det ind at det bare var noget hun ahvde blidt sig ind. han lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede hende fortsat roligt "og desværre ved jeg ikke hvad du har tænkt dig at spørge mig om" fortsatte han blidt.

[Chirá]

Chirá så på ham i lang tid med et tomt blik ”jeg er ikke dum jeg ved hvad jeg så” sagde hun bestemt ”og hvis du bare vil prøve at bilde mig ind at jeg så syner og få mig til at føle mig dum så kan jeg lige så godt gå med det samme” sagde hun og så på ham med et trist blik som et såret dyr ville gøre det ”jeg ved hvad jeg så” gentog hun stille og man kunne svagt se hvordan tårne var ved at blive dannet i hendes øjne dog lod hun dem ikke løbe og så ikke ud til selv at ligge mærke til det.

[Raymon]

Han betragtede hende fortsat med det blide blik i øjnene. “det er vel til dit eget bedste, du ved ikke hvad du roder dig ud i kære” sagde han blidt, han gav slip på jakken. i stedet lod han sin egen hånd glide blidt og kærtegnene hen over hendes hånd og lod den fortsætte op ad hendes arm. Han strøg hende blidt og nænsomt over kinden med den iskolde hånd.

[Chirá]

Chirá så på ham med et roligt blik i øjne men da han’s iskolde hånd rørte hende’s kind var det eneste tegn på at det var koldt for hende at hende’s åndedræt blev tungere lige som når man i ude i frostvejr med alt for lidt tøj på ”Jeg ved hvad jeg vil” sagde hun bestemt og så på ham med faste øjne ”vil du ikke nok? Jeg ber dig… jeg skal nok lade dig være bagefter” sagde hun stille og knugede hårdt jakken for ikke at vide hvordan kulden påvirkede hende ”jeg vil jo så gerne” sagde hun stille for at prøve at skjule den svage gråd i hende’s stemme som dog stadig svagt kunne høres ”jeg vil gøre alt hvad du ber mig om” sagde hun stille men ærligt og der kunne ikke være tvivl om at hun mente det da alt ved hende strålede af ærlighed på dette punkt hun gik tættere på ham og stod nu så tæt på at kun jakken var mellem dem hende’s åndedræt ændrede sig igen og blev en smugle tungere men nu lød det mere som om at hun nød kulden hun lod stille sig hoved nærme sig han’s og lod der nu kun være få cm imellem dem hun lød næsten som om at hun skulle til at sige noget men hun kunne ikke få de rigtige ord frem den kulde der kom fra ham virkede med et beroligende på hende og hun ønskede nu mere end noget andet at være tæt på ham og være som ham men hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det og hvordan hun skulle kunne sige det de tanker hun havde haft om ham siden de sidst sås var ikke fordi hun vidste han var vampyr men en anden følelse som nærmest tvang hende til at tænkte på ham en form for kærlighed og enorm respekt men på en anden måde end hun nogen sinde før havde oplevet det og hun vidste derfor ikke på nogen måde hvordan hun skulle kunne forklare ham det selv om hende’s tanker nok ville kunne afsløre det men hun anede jo ikke om han kunne læse hendes tanker men et eller andet sted håbede hun på at han ikke kunne det og så dog ikke hun kunne på ingen måde blive enig med sig selv i noget som helst andet end at hun ønskede at være tættere på ham og være som ham.

[Raymon]

Han betragtede hende med ro, hans ellers så kolde døde krop føltes nu mere levende end nogensinde. At han følte noget så stærkt for et menneske var i sig selv underligt. At han skulle opleve kærlighed var noget helt andet, følelsen var ny men alligevel behagelig, og dog, i nogle sekunder føltes det som om han ønskede sig alle andre steder end i denne skov, sammen med denne kvinde. Desuden var det hun bad om helt uhørt, hvorfor skulle han skabe flere af sin egen slags, for så at påføre dem smerte, og hvor de så enten ville opgive at styre deres sult eller også leve med frygten om at slippe løs. Han lod armene glide rundt over hendes hofter da hun trådte tættere på, han lænede sig frem og hans egne læber var få centimeter fra hendes, i stedet for at fuldføre det og trykke sine læber mod hendes strøg hans hende blidt over halsen “det sidste jeg ønsker i denne verden, er at du bliver til et uhyre” hviskede han blidt. Blidt lod han sin iskolde læber trykkes mod hendes hals inden han rettet vig op igen.

[Chirá]

For første gang havde Chirá modstand på et af Raymon’s kys men dog nød hun det og lod det ske men da kysset var ovre skuppede hun sig væk fra ham hun rystede svagt på hoved og fik tåre i øjne ”hvor dum kan man være ?” sagde hun stille mest til sig selv hun vendte ryggen til ham dog uden at gå nogen steder ”hvis jeg betød bare det mindste for dig så ville du gøre det” sagde hun stille med gråd i stemmen uden at vende sig mod ham ”men jeg forstår… jeg er jo bare en syg lille pige” sagde hun så stille at ham kun lige ville kunne høre det hun vendte sig halvt imod ham og man kunne nu tydeligt se de tåre der var løbet ned af hendes kinder men hun sagde ikke noget hun stod lidt sådan inden hun gik tilbage til ham og knugede sig ind til ham ”jeg er ligeglad med smerten jeg ved hvor ondt det vil gøre … men jeg vil jo bare så gerne” hviskede hun stille og håbede at han ville holde om hende igen hun vidste ikke hvad det var der gik af hende og hvorfor hun pludselig græd over så lidt men hun havde bare ikke kunnet holde tårerne tilbage.

[Raymon]

Han gjorde intet for at holde hende tilbage, hvis hun ønskede at gå kunne hun gør det, inderst inde håbede han faktisk på at hun ville gå, han ville nødigt gøre hende noget, ikke at han ikke kunne styre sig men dette ”venskab” var ikke godt. Han stak hænderne i lommen og betragtede hendes ryg med hovedet halvt på skrå *syg?, hvad mente hun med det* han havde ikke vidste at hun var syg. Han vendte blikket mod jorden uden at sige noget blot lyttede han til hendes stemme, det overraskede ham en smule at høre at hun græd og så at hun pludselig knurrede sig ind til ham havde han ikke forventet. Han trak hænderne op ad lommen og lagde dem blidt om hende ”jeg ønsker ikke at se dig som et uhyre, så tving mig ikke til det” sagde han med en blid stemme.